Mindestenen

Fra Wiki Blokhus
Skift til: Navigation, Søgning
Mindesten for fiskere og redningsfolk, der mistede livet på havet ud for blokhus.
Ved siden af den genskabte redningsstation i Blokhus står der i dag en mindesten for fiskere og redningsfolk, der mistede livet på havet ud for blokhus.
Mindesten for fiskere og redningsfolk. Kransenedlæggelse.
Stenen blev rejst i 1956 af Blokhus Fiskeriforening, nu Blokhus Strand Bådelaug efter den sidste drukneulykke, da fisker Mathæus Sørensen omkom. I begyndelsen stod stenen ved stranden, men på grund af tilflytning blev den flyttet til turistbureauet ved nedkørslen til havet, og i dag supplerer den miljøet omkring den genrejste redningsstation.

Hvert år den 1. fredag i februar holder Blokhus Strand Bådelaug en mindehøjtidelighed ved stenen og nedlægger en krans. I mindehøjtidelighederne deltager som regel efterkommere og pårørende til nogle af de druknede søfolk.

Mindestenen er sat for at mindes omkomne fiskere og redningsfolk ved fem forskellige katastrofer, der har ramt det lille fiskersamfundni Blokhus.


  • 16. december 1845
  • 29. december 1866
  • 4. april 1901
  • 6. december 1922
  • og 24. juni 1956

Om de fem ulykker beretter Harald Klitgaard i sin bog, "Fra istid til ispind":

16. december 1845[redigér]

16. december 1845 blev for alvor en sorgens dag for Blokhus. Et hollandsk koffardiskib, lastet med byg, strandede på den yderste revle i en hård vestenstorm udfor Blokhus. Efter sigende skreg disse skibbrudne søfolk så grufuldt om hjælp. Normalt skriger søfolk ikke i farens stund, men mange kilder bekræfter det. 13 fiskere og husmænd fra Blokhus gik ud i en såkaldt fladbåd, som anvendes til kystfiskeri og udskibning af gods. (Blokhus fik først sin rigtige redningsbåd i 1861).

Tæt ude ved det strandede skib kæntrede båden, og kun seks af de 13 redningsfolk bjergede sig levende i land i mere eller mindre forkommen tilstand.

Blokhusforfatteren Karl Hansen fortæller, at hans oldefar, Niels Spillemand, som var med i redningsaktionen den skæbnetunge dag i 1845 tilsyneladende var livløs, da han blev skyllet ind på stranden, men da der blev bakset lidt med ham, åbnede han øjnene.

Han skal have været en grumme lun rad, samme Niels Spillemand, som gerne drev gæk med folk, når det faldt ham for. Selvom det var en sorgens dag med kvinder og børn stående grædende og knuget at sorg omkring de døde ægtemænd og fædre, som var skyllet i land fra kæntringsulykken på havet, så svigtede humoren ikke blandt de fåmælte typer, thi idet Nies Spillemand slog øjnene op efter turen i havet, sagde en af hans kammerater følgende: "Vi kunne jo nok tænke, Niels, at du ikke var rigtig død, for du har jo altid villet narre os."

Karl Hansen slutter sin beretning med, at Niels Spillemand efter kæntringen med fladbåden og efter sin opvågning til livet igen efter turen på havet gik hjem og spillede to dage og to nætter på sin violin. Chokket sad tilsyneladende dybere i ham, end han ville vise. Dengang havde man ikke psykologer, men violinen hjalp ham.

Strandingsulykken endte med, at vinden senere på dagen løjede lidt af, og de samme fiskere, der overlevede kæntringsulykken, tog ud igen med fladbåden for bjerge de sidste to mand.

29. december 1856[redigér]

(Indlrdning)

En frisk kuling stod ind fra nordøst, og alle bådfolkene var samlede, idet de netop havde trukket købmand Klitgaards skude op på stranden.

Seks heste trak redningsbåden ned til vandkanten, hvor den blev søsat.

Fra vandkanten betragtede kontrollører Holst, hvordan mandskabet, 12 Blokhusfiskere, foretog øvelser i brændingen både ved første, anden og tredje revne. Alt gik, som det skulle og da øvelsen var forbi og mandskabet roede tilbage over den inderste revle, skete katastrofen: redningsbåden, som skulle være synkefri og ikke kunne kæntre, kom op at ride på en meget høj bølge, som tog vandet fra roret og bankede forstavnen ned i havbunden. Båden kom ikke på ret køl, men drev langs kysten på tværs af søerne med bunden i vejret. Holst og andre tilstedeværende løb til for at hjælpe, og Holst tilkaldte vogne og hjælp fra købmand Jens Carl Bang Klitgaard.

Fem af mandskabet kom i land næsten uskadt, to var meget forkomne, men de resterende fem drev livløse i land.

Oplivningsforsøg blev påbegyndt, og i vognene blev de forulykkede bragt til købmand Kildegaards gård, hvor distriktsjordemoderen og madam Klitgaard genoptog oplivningsforsøgene, dog uden resultat.

Fem redningsmænd var druknet. Arrestforvarer og fisker Sørensen var en af de overlevende.

På vejen hjem mødte han en tililende med ordene:" Ja, nu har vi da set, at hun kunne kæntre".

Den følgende dag blev der på Hvetbo herreds Tingsted i Blokhus afholdt politiforhør, hvor man konstaterede, at ingen havde gjort sig skyldige pligtforsømmelse, tværtimod var der udvist megen koguite og mod. Dog blev Holst af indenrigsministeriet afkrævet en forklaring på, hvorfor redningsfolkene ikke brugte kok-redningsbælter, som var blevet indprentet ham måneder tidligere. Det skal siges, at redningsfolkene ikke kunne lide korkbælterne, idet de var meget klodsede, fyldte meget og hæmmede bevægelsesfriheden. De fleste redningsfolk kunne heller ikke svømme, for - som de sagde, når ulykken er ude - kan man ikke svømme i det oprørte hav, og det forlænger jo bare pinen. Ulykken medførte en ny lov om pension til efterladte koner og børn til redningsfolk, som omkom under øvelser. Hidtil var det kun gældende for redningsaktioner. Endelig medførte ulykken, at det fremover blive påbudt at bruge drivanker, som en sejlpose, der skulle bremse bådens fart, når den var for indadgående, og dermed forebygge, at den bankede forstavnen i bunden, eller gik på tværs af søen.

4. april 1900 - Kristen Nielsen (Spillemand), Jens Nicolaj og Lars Peder Pedersen.[redigér]

4. april 1900 forulykkede tre fiskere: en ældre erfaren fisker ved navn Kristen Nielsen, også kaldet Spillemand, og to brødre i 20 årsalderen, Jens Nicolaj og Lars Peter Pedersen. De tre havde netop hentet båden i Løkken og havde sat kursen mod Blokhus. Ulykken skete i godt vejr mellem kl. 08:00 om formiddagen hvor de var blevet set ud fra Grønhøj i god behold, og kl. 15:00, hvor liget af Kristwn Nielsen drev i land samme sted. Aalborg Stiftstidende skrev om ulykken den 6. april: "Druknede på havet i mas werde. Skærorsdag eftermiddag er en båd med tre mand forulykket på stranden, uden at nogen kan forklare, hvordan ulykken skete."

Efter at have fundet båden drivende på søen, fandt man dog nogen dage senere årsagen til ulykken. Den 9. april kunne man således atter læse om ulykken i Aalborg Stiftstidende, som skrev: "Om den i lørdags nærmere omtalte ulykke nord for Blokhus meddeles yderligere: Årsagen til kentringen formenes at være den, at da fiskerne på grund af tiltagende søgang ville søge landgang, glemte eller undlod de at tage sænkekølen op, og denne har da ved at støde mod revlen bevirket, at båden er slynget rundt. Ligene af de to mænd er stadig ikke fundet, sandsynligvis har stræmmen ført dem med sig mod nord."

Kristen Nielsen, Spillemand, blev 64 år og efterlod sig kone og en datter. De to unge brødre var begge ugifte. Spørgsmålet, om ligene af de to nogensinde blev fundet, står hen i det uvisse.

6. december 1922 - Kresten Stæve, Kristian Støve, Jens Thomsen, Harald Thomsen og xxx[redigér]

6. december 1922 ramte katastrofen igen Blokhus, da fire unge fiskere forulykkede i hårdt vejr. Efter en fisketur kæntrede de og forsvandt i de frådende bølger.

"Fire stræbsomme fiskere fra Blokhus blev derude" kunne man læse i Aalborg Amtstidende den følgende dag.

Da iskerne med redningsmand Kristian Støve ved roret tog ud for at se til deres garn, var vejret ret stille, men havet var i stærkt oprør efter de foregående dages hårde vejr med en stærk brænding ind under land. Flere beboere i Blokhus havde frarådet dem at gå ud, men de mente ikke, der var fare med en så stor og solid båd.

Senere så man fra signalmasten, at båden var i havsnød på anden revle. Kristian Støves kone stod på det tidspunkt på land og fulgte situationen. Pludselig kæntrede båden og forsvandt i bølgerne. Da den kom op igen, så man en af fiskerne klamre sig til kølen, men så forsvandt også han. Redningsbåden var gået ud, men efter timers eftersøgning fandt man kun et løsrevet ror. Man formoder, at det splintrede ror var årsag til ulykken. Kristisn Støve, som var en meget dygtig rorgænger, kunne intet gøre med et løsrevnt ror i hænderne. Derfor gik båden sandsynligvis på tværs af bølgerne og kæntrede.

Ombord på redningsbåden var bådfører Jens Thomsen og bådsmand Chresten Støve, fædre til to af besætningsmedlemmerne på den forulykkede båd, henholdsvis Harald Thomsen og Kristian Støve. De oplevede enhver redningsmands mareridt, at skulle ud efter deres egne sønner. Da tre af fiskerne var gift og havde børn, gjorde ulykken tre kvinder til enker. 12 børn, hvoraf den ene endnu var ufødt, blev faderløse. Stor sympati og hjælpsomhed strømmede ind fra borgere og badegæster. Man indsamlede 8000 kr. til de efterladte. Det var på den tid et ganske betydeligt beløb.


24. juli 1956 - Mathæus Sørensen[redigér]

24. juli 1956 druknede fisker Mathæus Sørensen. Det var en tragisk ulykke, som viser, hvor lunefultd og farltig havet kan være. Det foregik i strålende solskinsvejr og med mange badegæster på stranden. Vinden var frisk fra sydøst og med dønninger fra vest fra en tidligere frisk vind til kuling.

Mathæus Sørensen, der aldrig tog nogen chancer og altid vidste, hvad han gjorde, ville afprøve en nyligt repareret 7 m robåd sammen med sine to sønner, Anders og Erik, på 20 og 26 år. Ingvald Hamre, en ung fisker på 16 år, fik lov til at komme med. Harald Klitgaard fortæller i sin bog "Fra istid til ispind", at han i dag er den sidste overlevende fra ulykken.

Erik Sørensen, der overlevede ulykken, fortæller 22. september 2016, 87 år gammel, om begivenheden til denne sides redaktør.
Men det er ikke korrekt. Begge Mathæus Sørensens sønner Anders og Erik, overlevede ulykken. Anders Sørensen nu afgik ved døden i en høj alder, og Erik Sørensen lever stadig. Se foto til venstre af Erik Sørensen, der fortæller om ulykken til Wiki Blokhus' redaktør, Peter Wendelboe 22. september 2016!

Harald Klitgaard citerer Ingvald Hamre for følgende beskrivelse af ulykken:

"Turen går fint med sejlføringen ud over revlerne. Det er på turen tilbage, det går galt, at vi er kommet over anden revne. Da vi ikke kan bruge sejl, får vi ingen fart, fordi vinden er imod os. Vi skal lige over med brækket. Jeg står ved roret, som Erik så overtager, og jeg står bagi sammen med ham. Så siger Matthæus, at nu skal der roes. Men en robåd af den størrelse er ikke sådan at få igang, så vi får ikke fart nok. Herefter ser jeg, at der er en bølge, der tårner sig op, og jeg siger til Mathæus, at nu får vi vand! Bølgen er så stor, at den rejser bagenden op, så snuden går under vand og rammer bunden, horved båden vælter rundt.

Jeg blev ikke bange, for det var jo fint vejr. Men de tre andre kunne ikke svømme, og Mathæus havde altid troet, at han skulle dø på havet. Matthæus kommer ind under båden, der vender bunden i vejret, og sønnerne klamrer sig til kølen. Så kommer der en ny bølge, som vender båden. Matthæus kommer op. Jeg råber til ham, at han skal tage sine tunge søstøvler af. De gik ham helt op til skridtet. Men han var som lammet. Herefter vælter vi rundt igen, og han kommer op igen lige ved siden af mig, men jeg når ikke at få fat i ham, fordi der ingen, fordi der igen kommer en bølge, og så forsvinder han. De andre kravlede op. Men havde vi bare for fanden ikke været grebet af panik, så havde det bare været at lægge en hånd på lønningen, når båden kom rundt.

Vi var næsten inde på land. Jeg råbte til dem, at de skulle holde sig til båden, så ville jeg svømme ind efter min jolle, der lå i vandkanten. Da jeg kom hjem, var jeg så træt, der stod nogle badegæster, som ikke forstod en skid af, hvad der foregik derude. "Hjælp. Derude er en mand ved at drukne, råbte jeg, og forsøgte at trække min jolle ud. Men jeg var helt udmattet, de omkringstående havde så fået den ud, men den kæntrede båd var i mellemtiden skubbet så lang en af bølgerne, at de havde fået fat i de to sønner."