Mindestenen
Hvert år den 1 fredag i februar holdes Blokhus Strand Bådelaug en mindehøjtidelighed ved stenen og nedlægger en krans. I mindehøjtidelighedne deltager som regel efterkommere og pårørende til nogle ag de druknede søfolk.
Mindestenen er sat over omkomne fiskere og redningsfolk ved fem forskellige katastrofer, der har ramt det lille fiskersamfund.
- 16. december 1845
- 29. december 1866
- 4. april 1901
- 6. december 1922
- og 24. juni 1956
24. juli 1956 - Mathæus Sørensen
24. juli 1956 druknede fisker Mathæus Sørensen. Det var en tragisk ulykke, som viser, hvor lunefuld og farlig havet kan være. Det foregik i strålende solskinsvejr og med mange badegæster på stranden. Vinden var frisk fra sydøst og med dønninger fra vest fra en tidligere frisk vind til kuling.
Mathæus Sørensen, der aldrig tog nogen chancer og alt og altid vidste, hvad han gjorde, ville afprøve en nyligt repareret 7 m robåd sammen med sine to sønner, Anders og Erik, på 20 og 26 år. Ingvald Hamre, en ung fisker på 16 år, fik lov til at komme med. Han er i dag den sidste overlevende fra ulykken. Han fortæller i Harald Klitgaards bog "Fra istiden til ispind" følgende om ulykken:
"Turen går fint med sejlføringen ud over revlerne. Det er på turen tilbage, det går galt, at vi er kommet over anden revne. Da vi ikke kan sejle, får vi ingen fart, fordi vinden er imod os. Vi skal lige over med knækket. Med brækket. Jeg står ved roret, som Erik så overtager, og jeg står bagi sammen med ham. Så siger Matthæus, at nu skal der roes. Men en robåd af den størrelse er ikke sådan at få igang, så vi får ikke fart nok. Herefter ser jeg, at der er en bølge, der tårner sig op, og jeg siger til Mathæus, at nu får vi vand. Bølgen er så stor, at den rejser bagenden op, så snuden går under vand og rammer bunden, horved båden vælter rundt.
Jeg blev ikke bange, for det var jo fint vejr. Men de tre andre kunne ikke svømme, og Mathæus havde altid troet, at han skulle dø på havet. Matthæus kommer ind under båden, der vender bunden i vejret, og sønnerne klamrer sig til kølen. Så kommer der en ny bølge, som vender båden. Matthæus kommer op. Jeg råber til ham, at han skal tage sine tunge søstøvler af. De gik ham helt op til skridtet. Men han var som lammet. Herefter vælter vi rundt igen, og han kommer op igen lige ved siden af mig, men jeg når ikke at få fat i ham, fordi der ingen, fordi der igen kommer en bølge, og så forsvinder han. De andre kravlede op. Men havde vi bare for fanden ikke været grebet af panik, så havde det bare været at lægge en hånd på lønningen, når båden kom rundt.
Vi var næsten inde på land. Jeg råbte til dem, at de skulle holde sig til båden, så ville jeg svømme ind efter min jolle, der lå i vandkanten. Da jeg kom hjem, var jeg så træt, der stod nogle badegæster, som ikke forstod en skid af, hvad der foregik derude. "Hjælp. Derude er en mand ved at drukne, råbte jeg, og forsøgte at trække min jolle ud. Men jeg var helt udmattet, de omkringstående havde så fået den ud, men den kæntrede båd var i mellemtiden skubbet så lang en af bølgerne, at de havde fået fat i de to sønner."
