Poul Plesner
1943 - 1971 (Denne artikel er under stærk omarbejdelse)- Flere oplysninger ønskes.
Poul Plesner blev født i Østbirk den 19.07.1903, men kom til Vren(d)sted som 4 årig - da hans far fik stillingen som sognepræst dér (1907-1929). Plesner var en særpræget og markant personlighed præget af sin oprindelse i en gammel embedsmandsfamilie, hvor faderen var den 12. præst i lige linie. Slægten indvandrede i sin tid fra Midteuropa, og i dag træffes navnet Plesner over alt i Danmark.
Da han i 1943 kom til Blokhus fra Læsø, lå plantør Andreas Jeppesen Schytte syg i sengen. Hustruen og to børn kom først 3 mdr. senere. Da var Schytte vist død(?).
Plesner var naturelsker og valgte en uddannelse ved forstvæsnet, hvortil han til sin død var knyttet. Han havde netop søgt og fået sin afsked i 1972, da sygdom gjorde, at han måtte holde op lidt før.
Hans kone, Claritta, kom fra Argentina og blev tjenestepige i præstegården i Vrendsted. Det blev til en glødende forelskelse og hun blev hans hustru for hele livet og fødte ham en datter og to sønner, hvoraf den ene i april 2008 er flyttet tilbage til en bolig i udkanten af sin fars plantage .
Efter sin uddannelse ved forstvæsenet kom Poul Plesner til Læsø som klitplantør og i 1943 til Hune (Blokhus) Klitplantage. Hans glæde ved naturen blev tilgodeset i dette lidt barske, men storslåede område, og han gjorde sig i sin gerning særlig bemærket gennem sit hensyn til bevarelsen af den landskabelige skønhed. Han var ubøjelig i sine principper, når det gjaldt disse hensyn, og i fredningssager stod han stærkt fast ved sine idéer.
Embederne ved klitplantagerne var den gang ikke særlig godt lønnede, og derfor var der ved mange stillinger en del debutats tjenestejord og staldbygninger, så plantørlønnen kunne suppleres med landbrugsdrift. Plesners søn tjente eksempelvis i 1969 en højere end som 3. styrmand end sin far.
Plesner havde flere forpagtere - først med køer, heste og grise. Sener blev kun jorden dyrket. Det er usikkert, om Plesner fik fortjeneste ud af det. Men da forpagteren holdt køer, fik familien i hvert fald 3 liter mælk dagligt, som en del af forpagtningsafgiften.
[ Skal sikkert ikke med: Plesners to sidste forpagtere hed Jørgen Mortensen, Stenmarken Hune, og Peter Andersen, Blokhus. Denne sidste som døde sidste år. Hans søn Alex bor på Peter Andersensvej 8, Blokhus, i et hus han købte af Grietje Svenningsen - datter af Severin. Jeg talte med Alex i vinter.]
Fru Plesner havde en fantastisk veldrevet køkkenhave og supplerede også på denne måde husholdningskassen ved salg af frugt og grønt til købmanden og til private. Hun stod i sæsonen op kl. 4 om morgenen og plukkede hindbær, som en af sønnerne solgte til diverse sommerhuse. Desuden solgte hun æg til Købmand Møller i Hune.
Det var ikke kun lønnen, der var beskeden i hine tider. Det var også småt med bevillingerne til driften af plantagen., og der var slet ikek råd til indkøb og vedligeholdelse af redskaber og værktøj. I 1972 bestod "maskinparken" således ikke af andet end en trætrillebør, et par fældeøkser og lidt værktøj til planteskoledrift. (Se også den tidligere plantør Schyttes korrespondance med Klitdirektoratet for bare at få lov til at få repareret hjulet på trillebøren.
Privat var Poul Plesner en lun fyr. Han kørte dagligt ned til købmand Nielsens eller Købmand Thellufsens bagbutik og købte en grapetonic - drak det halve og sagde: "Føj for satan!" derefter hældte han en "Kylling" (snaps) i flasken - tog en slurk og sagde: Aaaaahhhh. - Samme scenarie hver gang.
I den sidste periode under Poul Plensner blev plantagen i praksis blev drevet af opsynsmand Lars Olsen Saltum, som styrede skovarbejder (Peter) Erik Sørensen Blokhus , [som efter sigende bor i Pandrup i dag.] Han var søn af Mathæus Sørensen som druknede i 1956 - ved en kæntringsulykke (beskrevet i bogen Blokhus fra istid til ispind) og Leif Stevn, Saltum. Leif Stevn er stadig ved 3F i Jammerbugt Kommune, hvor han er formand, en stillig han fik efter indstilling fra plantør Plesners efterfølger, William Rugtved og sine kolleger engang omkring 1980.
I forbindelse med sin uddannelse var Poul Plesner sat grundigt ind i jagtlære og han var kendt på egnen som en jæger af den gamle skole, samt for sin jagtetik og sin indstilling over for dårlige jægere ... og ikke mindst krybskytter. I Poul Plesner havde andre jægere en god læremester, og han var en mand, hvis råd jægere hørte efter.
Poul Plesner gik ved ingen lejligheder på akkord, og han var en absolut modstander af alt, der havde mindste tanke af noget uærligt. Det var nok denne egenskab, der gjorde ham til en af de mest aktive modstandsfolk på egnen og senere førte ham i ind i hjemmeværnet. Her var han i mange år et ivrigt medlem i det lokale kompagni og i flere år kompagniets leder.
Men Poul Plesner tragtede aldrig efter tillidsposter og ønskede i det hele taget så lidt opmærksomhed om sin person som muligt. Han udtrykte således kort før sin død ønske om, at hans nekrolog først måtte bringes efter bisættelsen, som fandt sted i dyb stilhed.
I de næsten 30 år som klitplantør i Hune havde Plesner mange medarbejdere, blandt hvem han var agtet og respekteret. Han viste forståelse for de ansattes forhold, men han ønskede altid klare linier, og for Plesner var et ord ikke noget, man kunne løbe fra.
Poul Plesner var syg i den sidste periode, og hans arbejde blev i nogle måneder passet af skovfoged Leerskov i Tranum. Plesner søgte sin afsked til sommeren 1972, men døden indhentede ham indden da. Han døde i februar 1972.
Han havde meget dybe rødder i Vendsyssel, hvor han jo ogs fik tit virke gennem hele livet. Den sidste gang, han kørte forbi Hune Kirke, sagde han til familien: "Nu kan I godt snart betille en "et-værelses" derinde". Men det endte med, at hans urne blev nedsat i hans forældres og søsters gravsted i Askov - efter hustruens ønske.
