Forskel mellem versioner af "Niels Jensen"
m (foto) |
m |
||
| Linje 16: | Linje 16: | ||
Niels Jensen viste tidligt evner for at tegne, og alleree som dreng blev han opmuntret og undervist at fru Kjellerup, en dame af det bedre borgerskab, der boede på Kancelligaarden. Hun forærede ham en malerkasse, og i konfirmationsalderen arbejdede han meget seriøst med maleriet. | Niels Jensen viste tidligt evner for at tegne, og alleree som dreng blev han opmuntret og undervist at fru Kjellerup, en dame af det bedre borgerskab, der boede på Kancelligaarden. Hun forærede ham en malerkasse, og i konfirmationsalderen arbejdede han meget seriøst med maleriet. | ||
| − | [[Fil:Niels-jensens.-hustru-anna-kaldet-postm,esteren.jpg|200px|thumb|left|Niels Jensens husstru Anna, kaldet "Postmesteren"]]Der kom først for alvor gang i maleriet, efter at han i 1939 blev gift med Anna, der kom fra [[ | + | [[Fil:Niels-jensens.-hustru-anna-kaldet-postm,esteren.jpg|200px|thumb|left|Niels Jensens husstru Anna, kaldet "Postmesteren"]]Der kom først for alvor gang i maleriet, efter at han i 1939 blev gift med Anna, der kom fra [[Pirupshvarre]]. Det er hende, han kan takke for, at han blev kendt som maler. |
| − | Parret byggede "Smedebo" på Peter Madsensvej, og flyttede ind som nygifte. Her boede de, indtil Anna overtog arbejdet som bestyrer af byens postkontor efter forgængeren, "Madam Jensen". [[ | + | Parret byggede "Smedebo" på Peter Madsensvej, og flyttede ind som nygifte. Her boede de, indtil Anna overtog arbejdet som bestyrer af byens postkontor efter forgængeren, "Madam Jensen". [[Postkontor]]et lå dengang i [[Den Nordre Gård]]. Her flyttede Niels Jensen og Anna ind, og her blev sønnen, Niels, født i 1949. Anna blev i folkemunde altid omtalt som "[[Postmesteren]]". |
I 1953 købte Niels Jensen det senere så kendte hus på [[Støvesvej]]. Det var oprindelig planen, at postkontoret skulle flytte med, men postvæsnet skønnede, at vejen til postkontoret ville blive for lang for byens borgere. Derfor lejede man en grund i Sønder i by og opførte en lille barak til "Postmesteren". Barakken er siden revet ned. | I 1953 købte Niels Jensen det senere så kendte hus på [[Støvesvej]]. Det var oprindelig planen, at postkontoret skulle flytte med, men postvæsnet skønnede, at vejen til postkontoret ville blive for lang for byens borgere. Derfor lejede man en grund i Sønder i by og opførte en lille barak til "Postmesteren". Barakken er siden revet ned. | ||
Versionen fra 26. apr 2015, 13:07
Kunstneren Niels Jensen blev født i 1907 og døde, 95 år gammel, i 2003.
Hans hus står stadig (2015) på Støvesvej med det karakteristiske pæretræ, der læner sig op over taget.
Niels Jensen Petersen og tvillingebroren Søren Madsen Pedersen blev født blev født i Løkken. Ingen af drengene brugte efternavnet Pedersen, og de blev lige til deres død kaldt Niels Jensen og Søren Madsen, opkaldt efter henholdsvis moderen og fadren.
Faren var Peter Madsen, døbt Peter Christian Pedersen, og bedstefaderen var Søren Madsen Pedersen, der var vognmand og havde en gård på Søren Madsens vej ve badehotellet i Løkken.
Faderen, Peter Madsen, købte i 1924 - efter at have haft en gård i Døbbøl i Sønderjylland - Kancelligaarden i Blokhus (Thomas Olesen Løkkens senere pensionat). Det er den bygning, der i dag (2015) rummer restauration Casablanca.
Dengang blev gården drevet som landbrug med avlsbygningerne liggende bagved. Det gik på bedste beskub. Når ikke alle smågrisene blev solgt på auktion i Aalborg, blev resten smidt i Limfjorden på vejen hjem for at slippe for at fodre dem. Peter Madsen havde ingen økonomisk sans, og for at klare skærene solgte hans ud af jorden. En stor del af Blokhus by og de tætliggende sommerhuse ud ad Klitvejen er opført på Kancelligaardens jorder.
Allerede tre år senere, i 1927, gik stuehuset på tvangsauktion og blev overtaget af godsejer Christian Kjellerup, Gjøl, for 8.360 kr. Peter Madsen og hans familie flyttede ind i enden af avlsbygningen, som senere blev revet ned. Vejen der førte direkte mod avlsbygningen, hedder i dag Peter Madsensvej.
Niels Jensen havde en lille kutter og fiskede hummer mellem Læsø og Anholt. Kiloprisen for de store sorte hummere var dengang 0,75 kr, og han tjente derfor ikke mange penge ved fiskeriet. Helt galt gik det, da hans kutter en mørk nat blev kuldsejlet af en hollandsk floddamper, mens han lå og sov på båden. Båden sank og Niels Jensen havde ingen forsikring. Den blev heldigvis senere bjerget og repareret, og Niels Jensen fik udbetalt en erstatning fra den hollandske floddamper.
Niels Jensen viste tidligt evner for at tegne, og alleree som dreng blev han opmuntret og undervist at fru Kjellerup, en dame af det bedre borgerskab, der boede på Kancelligaarden. Hun forærede ham en malerkasse, og i konfirmationsalderen arbejdede han meget seriøst med maleriet.
Der kom først for alvor gang i maleriet, efter at han i 1939 blev gift med Anna, der kom fra Pirupshvarre. Det er hende, han kan takke for, at han blev kendt som maler.
Parret byggede "Smedebo" på Peter Madsensvej, og flyttede ind som nygifte. Her boede de, indtil Anna overtog arbejdet som bestyrer af byens postkontor efter forgængeren, "Madam Jensen". Postkontoret lå dengang i Den Nordre Gård. Her flyttede Niels Jensen og Anna ind, og her blev sønnen, Niels, født i 1949. Anna blev i folkemunde altid omtalt som "Postmesteren".
I 1953 købte Niels Jensen det senere så kendte hus på Støvesvej. Det var oprindelig planen, at postkontoret skulle flytte med, men postvæsnet skønnede, at vejen til postkontoret ville blive for lang for byens borgere. Derfor lejede man en grund i Sønder i by og opførte en lille barak til "Postmesteren". Barakken er siden revet ned.
Ægteskabet med Anne blev som nævnt i indledningen til Niels Jensens kunstneriske karriere. De hårde isvintre i 1939 og 1940 betød, at han ikke kunne komme på havet. Til gengæld fik han meget bedre tid til sige til at male, Og da han ikke altid havde råd til at købe lærreder, blev mange af hans malerier malet på gamle træplader, glaskugler fra fiskernes garn eller gamle rullegardiner.
Billederne viste sig at kunne sælges, ganske vist til en beskeden pris som for eksempel en snes kroner. Men pengene var velkomne i din daglige husholdning.
Anna havde øje for sin mands talent, og så var hun udstyret med evner, som er de færreste kunstnere beskåret: hun kunne formidle, hun kunne sælge.
Salget af malerierne gik aldrig igennem gallerier eller kunsthandlere. Interesserede og eventuelle købere var altid velkomne til at kigge indenfor, og det benyttede mange sig af.
Et rum i husets østlige ende blev indrettet til formålet. Billederne hang tæt på væggene, og gæsten blev inviteret til at sætte sig, mens Niels Jensen fortalte om billederne. Ikke sjældet blev der budt på kaffe eller en bjæsk i "privaten", der afspejlede ægtepars interesse for gamle smukke ting. En del af husets døre, enkelte møbler og faste skabe var også dekoreret med malerierne Jensen.
I 1960 havde Niels Jensen en separatudstilling på "Den Frie" i København, og det blev et tilløbsstykke med flere 100 daglige besøgende og et godt salg. Gennem de følgende 10 år udstillede Niels Jensen fem gange på "Den frie" - en voldsom satsning, for Niels Jensen betalte i 1970 hele 2400 kr. for at udstille i to rum i 14 dage. Samme år trak Niels Jensen sig tilbage fra fiskeriet, og hellige sig helt maleriet.
Niels Jensen blev også kendt i anden sammenhæng, da han medvirkede i filmen "Vesterhavsdrenge", der blev indspillet i 1949 i Blokhus. Filmholdet boede hos Thomas Olesen Løkken på Kancelligaarden, og det var ham, der udpegede Niels Jensen som en oplagt karakter til filmen. Niels Jensen undslog sig. Han havde ingen filmdrømme, men så snarere sig selv i rollen som en slags konsulent. Alligevel endte det med, at han påtog sig en rolle, og efterfølgende roste pressen ham for hans ægthed og karakterfulde udstråling på lærredet.
Anna døde i 1992, men trods savnet fortsatte Niels Jensen sin dagligdag i huset på Støvesvej. Betonhotellerne, der var skudt op omkring ham, stod i skærende kontrast til hans eget liv. Om sommeren registrerede han den tiltagende turisme uden at lade sig forstyrre.
Niels Jensen malede indtil han over 90. Som 91-årig flyttede han ind på Pandrup plejecenter. Han døde i 2003 og er sammen med Anna begravet på Hune kirkegård.
Kilde: Grethe Rolle og Harald Klitgaard: "De gav liv til Blokhus", ISBN 978-87-994002-0-1
