Vesterhavsdrenge

Fra Wiki Blokhus
Skift til: Navigation, Søgning
Vesterhavsdrenge. Filmplakat - 1950
"Vesterhavsdrenge" er en sort/hvid dansk spillefilm, der blev optaget i bl.a. Blokhus i 1949/50 og havde premiere den 12. oktober 1950.

I filmen medvirker bl.a. maleren og fiskeren Niels Jensen. Filmholdet boede hos Thomas Olesen LøkkenKancelligaarden, og det var ham, der udpegede Niels Jensen som en oplagt karakter til filmen. Niels Jensen undslog sig. Han havde ingen filmdrømme, men så snarere sig selv i rollen som en slags konsulent. Alligevel endte det med, at han påtog sig en rolle, og efterfølgende roste pressen ham for hans ægthed og karakterfulde udstråling på lærredet.

Filmen handler om en rast knægt på 16 år, Per Brask (Kjeld Bentzen). Han er endnu for ung til at være på havet, selv om han, som de andre vesterhavsdrenge, må deltage i det hårde daglige arbejde. Han drømmer om en dag at få sin egen båd. Anført af Per fører klittens drenge krig mod landkrabberne, som ledes af den stærke Jørgen (Jens Konge Rasmussen). Han har indrettet sig i en gammel forfalden mølle ved fjorden. En dag sker der en pludselig forandring i Pers sorgløse tilværelse. Hans far omkommer på havet. Hans mor døde for flere år siden, så nu er Per alene om at forsørge sine to søstre Else (Anne Grethe Hilding) og Birgit (Nette Høj Hansen) og lillebror Mads (Lars Henning-Jensen). Nu skal han være mand med en mands ansvar, mens Else tager sig af husholdningen i det lille fattige hjem. Han lider mange kvaler med at finde sig selv. Han er stadig drengen, der gerne vil lege og den voksne mand, der må arbejde for føden. Han kommer ud med Kræ Brejnings (Ejner Federspiel) båd og lærer det barske liv på havet at kende. Der er mange søvnløse nætter og lange slidsomme dage. Altid noget at gøre klar til næste nats fiskeri. En motorskade tvinger Kræ til at lægge op og Per mister sin eneste indtægt. Spritsmugleren Værle (Preben Lerdorff Rye) prøver at overtale Per til at tage med sig. Per føler sig fristet, men får så arbejde på bygning af en dæmning. Landkrabberne har imidlertid opdaget, at der er smuglere på spil. De fanger Værle, og Per, som har fået skindet imod sig, reddes kun ved Jørgens kammeratlige indgriben. De to bliver venner og sammen arbejder de på dæmningen og tjener så mange penge, at de kan købe Kræ Brejnings båd. Pers drøm er gået i opfyldelse - han er blevet skipper. I stedet for at slås med Landkrabberne må han kæmpe mod det stormfulde hav - drengen er blevet mand! (Kilde: Danskefilm.dk: [1]