Kalstrup
(Fra Nordjyske Medier - 18. april 2017 08:36 - Opdateret 20. april 2017 08:10) Per Kalstrup satser på Blokhus og kvalitet.
Naturen, nærheden, det autentiske, roen og den afslappede hverdag uden stress, men med kvalitet og ansvarlighed som indhold.
Tidligere var han indehaver af ikke færre 21 Jack & Jones butikker landet over, men siden 2009 har Tine og Per Kalstrup satset på deres forretning By Kalstrup i Blokhus og på salget af mærkevarer i den dyrere ende indenfor herre, dame og børnetøj samt interiør og delikatesser.
Fra start var der skepsis om den nye mærkevare-forretning kunne overleve i Blokhus, som den gang var kendetegnet af grillbarer og outlet-butikker. Men konceptet har vist sig særdeles levedygtigt, og de senere år har flere og flere investeret i kvalitet i badebyen Blokhus, eksempelvis det kommende badehotel Strandhotellet, Strandingskroen, Nørresundby Boligselskab samt en fortsat renovering af det tidligere Feriecenter Nordsøen, som er blevet til Blokhus Feriecenter.
Tine og Per Kalstrup har en dreng på 10 år (2017) og en pige på 12 (2017) og bopæl i Nibe (2017) samt sommerhus i Blokhus, og med forretningen på Torvet blev der tale om en livsstil og et skifte fra et tidligere erhvervsliv.
Per Kalstrup blev uddannet inden for herretøj i starten af 80´erne i Frederikshavn og arbejdede efterfølgende i flere forretninger, blandt andet Butler i Aalborg. Men i 1992 spurgte Troels Holch Povlsen om Per Kalstrup ville arbejde for Bestsellerkoncernen. Her var Per Kalstrup fra 1996 med til at åbne Jack & Jones butikkerne efter franchisekonceptet og endte med at have 21 forretninger og 110 ansatte.
Bestseller skiftede strategi og ville selv overtage butikkerne for at undgå franchise, som blev anset for at være et fordyrende led, og Per Kalstrup solgte sine butikker og skiftede spor, når det handler om salg og oplevelser.
- Jeg har blandt andet haft fem butikker i Købehavn og i flere storcentre og oplevet, at det hele bliver overfladisk og stresset. Alt for mange har for travlt i hverdagen. Her i Blokhus kan vi tilbyde nærheden og naturen med vel nok Europas bedste strand på den ene side og skov på den anden side. Hele familien skal kunne handle det samme sted, så man er afsted som en familie, og så skal det være afslappet og en fornøjelse, forklarer han.
Derfor måles de ansatte heller ikke på, hvor meget de sælger, men på den stemning, rådgivning og oplevelse, det er for kunden.
Tine Kalstrup er uddannet style coach, altså også stylist.
- Derfor rådgiver hun sin kunde i stedet for at prøve at sælge og sætter en ære i, at kunden køber det rette fremfor at købe meget, fortæller Per Kalstrup og tilføjer, at mange ligefrem ringer og bestiller tid.
Konceptet bygger selvfølgelig også på kvalitet.
- Umiddelbart synes det dyrere, men du kan nøjes med at købe eksempelvis to skjorter i stedet for fem, og du undgår tøjspild, han.
Drevet af lysten til at udvikle og være ansvarlig han også søgt ud på nye veje med bæredygtigt tøj og økologisk tøj. Eksempelvis strikketrøjer lavet af genbrugsjeans, der er blevet hakket i stykket for at blive spundet sammen igen.
- Om to til tre år vil bæredygtighed have endnu større betydning, og vi vil gerne være i front og være med til at tage ansvar, siger Per Kalstrup.
Også derfor har By Kalstrup netop taget et nyt dansk økologisk tøjmærke med rod i Klitmøller ind på hylderne, ligesom en procent af omsætningen går til organisationen, One For The Planet, som for tiden arbejde for at undgå plastik i naturen.
Hvis man er i tvivl om vigtigheden, så opfordrer Per Kalstrup til at se, hvor meget der bliver skyllet op på stranden på Vestkysten.