John Andersen

Fra Wiki Blokhus
Skift til: Navigation, Søgning

John-andersen-m-skulpturer.jpg

Blokhus kender de fleste ham som den ejendomsinvester, der tilbage i sommeren 2011 overtog 14 erhvervsejendomme i én af Danmarks største badebyer. Ejendomme, som i dag bl.a. huser Blokhus Fiskerestaurant, Kulturhuset Blokhus, Glaskunst Blokhus, Blokhus Medier og Skulpturparken Blokhus og mange flere. En investering som efterhånden er løbet på op på ca. 150 mio. kr og op til 120 ansatte på få år.

Havde du spurgt ham for 30, ja sågar for bare 10 år siden, så havde han ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at Blokhus skulle blive ”endestation” for både hans erhvervsvirke, boligdrømme og livsnyder-tilværelse. Det stod ikke i kortene, at drengen, der blev født i 1951 i Sønderborg på den dejlige sønderjyske ø Als, skulle leve sit voksne liv i Nordjylland.


Barndommen

John Andersen var ud af en arbejderfamilie med jævne kår. Pengene var små og der skulle slides, slæbes og spares for at få det hele til at løbe rundt. – Vi boede i et lille lejet 3-plans rækkehus på Lavbrinkevej i udkanten af byen. Men hverken mine 4 søskende, forældre eller jeg bed mærke i eller protesterede over at der skulle arbejdes seks af ugens dage. Det var vel et meget almindeligt hjem som mange andre i datidens Danmark. Men, hvad der var virkelig stort for mig var, at vores lokale ejer af en lille mælkebil gav mig lov til at komme med på de meget tidlige morgenture med udbringning af mælk i flasker til alle husstande i kvarteret. Det var selvsagt hårdt for mig, lille knægt, at skulle så tidligt op om morgenen, 3-4 timer før skoletid, men også dejligt at få sig en lille lommeskilling og nogle gange også lidt drikkepenge af tilfredse kunder, fortæller han.

I 1962 flyttede familien til Vejen grundet faderens nye job ved FDB’s centrallager. Flytningen var ikke svær for John, og han indfandt sig hurtigt i de nye rammer, – Jeg har nok altid fundet mig til rette i det nu jeg lever i. Jeg har altid været god til at omstille mig og oftest set på løsningerne i stedet for begrænsningerne. Det har fulgt mig hele livet, og jeg tror at det er én af grundstenene til, at jeg som oftest altid har gjort det, jeg har følt for. Jeg er nok en typisk iværksættertype.


Jobs, kokkelære og Johns Køkken

Selvom ungdommen bestod af flere og meget alsidige jobs som cykelbud, et liv på landet med roehakning, traktorkørsel og opsyn af grise, så fulgte han sit hjerte og fik som 16 årig en læreplads som kokkeelev. Først på et lille missionshotel, der dog ikke lige var sagen, og derfra videre ombord på M/S Winston Churchill i Esbjerg. –Jeg husker det som en fantastik og lærerig tid. Jeg fik lov til at opleve og lære det hele, at prøve det hele, og at være med til det hele – alt uden undtagelse – på godt og ondt, fortæller John.

Det var også i 1960’erne John møder sin udkårne livsledsager, Tove. Forelskelsen er stor og parret flytter i 1970’erne til Aalborg. Endnu et kokkeforløb bliver afsluttet med succes og John og Tove lever et spændende liv med det der ender med startskuddet på en selvstændig karriere og 2 skønne børn, Rikke og Michael.

Parret overtog ”Viktualiekælderen” i 1972, der senere blev kendt under navnet ”Johns Køkken”. Det blev en stor succes med særlige åbningstilbud, bl.a. stjerneskud og grillkyllinger til kun 5 kr. pr. stk. Det medførte meget lange køer af kunder langs fortovet uden for forretningen i hele åbningsugen. – Ja, bilerne parkerede ulovligt i begge sider af gaden og ofte i 2. position, så det skabte store trafikale problemer i hele Vejgaard. Ofte måtte politiet komme og udrede trådene blandt vore kunders biler, så andre kunne passere forbi vores forretning, siger John med et smil.


Mæglerbranchen

I 1981 skulle der ske noget nyt. John startede som ejendomsmægler-assistent hos EDC. - Alle venner, revisor og bankmand sagde dengang til mig, at jeg var godt tosset at gå ind i den branche, fortæller han. Men selv var han ikke i tvivl og startede ejendomshandlerfirmaet ”Andersen & Co.” Det blev en spændende tid med mange handler, stor efterspørgsel der førte til succes og et tilbud om at mit firma kunne indtræde i den selvstændige EDC mæglerkæde.

John blev fra opstarten valgt til formand for EDC Erhverv og bestred denne post i mange år. Efterfølgende kom filialer til i hele Nordjylland og i 2006 havde firmaet 85 ansatte. Han solgte alle sine EDC butikker til EDC Danebo i 2006. Under interviewet kan jeg mærke, at han især udviser en faglig stolthed over sin tid i EDC, hvor den faglige involvering og engagement bl.a. medførte nye tider og f.eks. standardiserede faglige paradigmer, der fortsat anvendes i branchen.


Familievirksomhed

Børnene, Rikke og Michael er begge flasket op med Johns ihærdige indsats i erhvervslivet og har begge valgt at være en del af koncernen. Også Johns kone, Tove, har i en årrække været en fast klippe i virksomhederne og har fungeret som den altid støttende, betænksomme, systematiske og inspirerende virksomhedspartner. Familievirksomheden med fokus på udvikling- og ejendomsinvestering beskæftiger sig, efter salget af ejendomskæden, med bl.a. salg af ferieboliger i udlandet under navnet SunshineWorld samt udlejningsadministrationen Hasseris Gruppen.


Verden ramler

I 2009 ramler verdenen for John, børn og børnebørn. Hustruen Tove bliver ramt af en pludselig, alvorlig og helt uforudset hjernehindeblødning, med meget svære følgeskader. Det var en barsk omgang for Tove, men også en hård tid for resten af familien. Efter en sej og lang kamp lykkedes det efter 6 måneder, at få Tove stabiliseret og overflyttet til et beskyttet bosted.


Hjem til Danmark og Blokhus

Med Toves sygdom taget i betragtning vælger familien stille og roligt at trække sig ud af de mange udenlandske ejendomsinvesteringer. Fokus bliver herefter rettet mod Danmark og i sommeren 2011 får John et tilbud, han ikke kan sige nej til. – Jeg fik muligheden for at afhænde et nyopført resort med feriehuse på Kreta samt vores 4 feriehuse i Florida, forudsat vi ville bytte med en række ejendomme i badebyen Blokhus. Og det ville vi så gerne, siger han uden at tøve.

Blokhus har altid været familiens andet hjem med feriehus i byen. De har nydt byen og de har brugt byen og set alt det positive som området over en lang årrække har budt på. – De fleste ville måske blive skræmt af en investering af især den størrelsesorden i Blokhus, men jeg har aldrig været i tvivl om, at det er det rette jeg har gjort. Når noget har føltes rigtigt i mit hjerte, så har jeg slået til, selvom det ikke altid har været lige rationelt gjort, set med de økonomiske briller.


65 år – og hvad nu?

6. juli fylder John Andersen 65 år. Arbejdslivet har været rigt, og det kan umuligt lade sig gøre at fortælle om alle de spændende eventyrer John alene – og senere sammen med sin familie - igennem livet har rejst ud på. Spørger du ham, hvilke dele af hans rejse han er mest stolt af, fremhæver han som det første sin familie, der altid har været hans klippe og støtte. Én familie der ligeledes har arbejdet godt sammen de seneste mange år. Han husker også tilbage på Johns Køkken i Vejgaard, hans engagement i ejendomsmæglerbranchen og selvom han er ydmyg og beskeden omkring det, viser han også stolthed. - Hvem havde troet, at jeg ville nå hertil på mine ”gamle” dage, smiler han. Men han fortæller også, at tiden nu er inde til at give stafetten videre til ”de unge”. – I takt med at jeg fylder 65 år, har jeg det seneste års tid mentalt og praktisk forberedt mig på, at jeg nu vil trække mig en kende tilbage fra arbejdsmarkedet. - Min datter Rikke er netop indtrådt som administrerende direktør for hele koncernen. Hun har en bred viden og stor erfaring på området, da hun været med i firmaet i en længere årrække.


Ud i det blå

Kan du så trække dig helt tilbage spørger jeg? Han smiler. -Jeg har i alt fald nu købt mig en lækker autocamper, det har altid været min store drøm at komme ud og opleve verden. Nu får jeg tiden og tidsmæssig overskud til det. Helt væk fra bybilledet kommer jeg naturligvis ikke. Jeg er bosat i Blokhus og vil fortsat indgå i flere udviklingsprojekter, men jeg trækket mig ud af alt løbende drift og den beslutning har jeg det rigtig godt med.


Åbent Hus

John Andersen markerer din 65 års fødselsdag, fredag d. 1. juli i Kulturhuset/Skulpturparken i Blokhus. Her inviterer han til Åbent Hus fra kl. 16.00. – Jeg satser på godt vejr, tænder op i den store grill og lover lækkert mad, god vin, kolde øl, masser af hygge, musikalsk underholdning, en sving-om, og fremvisning af hjertebarnet, den smukke Skulpturpark.