Henrik Skaarup
08. januar 2006 kl. 05:00
De var efterlyst i de lokale aviser i Århus i 1970'erne. Dengang stod de ikke frem, men det gør de gerne i dag, hvor de netop har købt skænkestuen, Futten, i Blokhus. De to tidligere studiekammerater, Henrik Skaarup og Steffen Ebdrup, mødte hinanden på jurastudiet i Århus og har hængt sammen lige siden, selvom den ene i dag bor ved Brønderslev og den anden på Djursland. Den mere end 25 år gamle omtale og efterlysning i aviserne skyldtes ikke flidspriser eller cand. jur. titler. De havde gjort sig fortjent til omtalen på en helt anden måde. Det var mørkt, da taxierne en nat i slutningen af 1970'erne rullede ind på Aarhus Universitets grund, hvor en gruppe studerende ventede på vognenes hjælp. Fra taxiernes tag kunne de lige præcis nå det, som de jurastuderende mente, skulle skæres ned og fjernes fra deres universitet. Resterne af studenteroprøret levede stadig hos nogle studerende, og en gruppe havde beklædt universitets mure med røde faner. De fik dog ikke lov at hænge længe, inden deres modspillerne kravlede op på vogntagene og begyndte at skære dem ned. Den nat forsvandt fanerne på mystisk vis, og aviserne efterlyste gerningsmændene. I dag ligger en af de røde faner gemt væk i Henrik Skaarups hjem ved Brønderslev. - Flere af erhvervslivets direktører var med på taxatagene den nat, siger han, mens både han og vennen Steffen Ebdrup flækker af grin ved tanken. Selv beskriver de deres studietid som en fornuftig blanding af faglighed og festlighed. De interne blikke mellem de to kammerater fortæller, at det sidste i hvert fald ikke har manglet. - Vi er karrieremennesker, men allerede dengang forstod vi at holde fast i det festlige uden at blive til grin på det faglige, siger Steffen Ebdrup. I dag er det Henrik Skaarups ældste søn, der forsøger at få de to sider af livet til at gå op i en højere enhed, når han studerer jura. Selvom spørgsmål om studietiden får de to venners øjne til at glimte om kap og de humoristiske kommentarer til at flyve gennem luften, er de dog godt tilfredse med, at det var deres tur i 1970'erne og ikke i dag. Steffen Ebdrup har i 10 år undervist på universitetet. Selvom han kalder det en forhistorisk oplevelse at komme der, fordi bygningerne ligner sig selv, er der alligevel en markant forskel på de studerende fra dengang og nu. - De unge er påvirkede af adgangskrav og kampen om de høje karakterer. De er for målrettede til at have overskud til at engagere sig festligt og fagligt ud over det oplyste pensum, mener Steffen Ebdrup. Henrik Skaarup er enig i beskrivelsen, som han kan genkende fra sin søn. - Det sociale liv er flyttet fra kantinen til læsesalen. Jeg skal minde min søn om at leve et liv ved siden af studierne, siger han. De to herrer kan tage en del af æren for, at de unge i dag dyrker netværket i foreningen Juridisk Selskab. Både Henrik Skaarup og Steffen Ebdrup var nemlig med i den gruppe, der grundlagde foreningen. - Dengang var studiet så lille, at vi alle kendte hinanden, men vi manglede en fælles platform både fagligt og socialt, forklarer Henrik Skaarup. I dag er der cirka 1000 medlemmer i foreningen, som både er for studerende og færdiguddannede. - Jeg er jo æresmedlem, og den ære har Henrik ikke, griner Steffen Ebdrup og kaster et skælmsk blik på kammeraten, der skynder sig at forklare, at det udelukkende skyldes, at Steffen Ebdrup har større tilknytning til Århus og har været tilknyttet universitet som underviser. Venskab med få ord I dag er de begge selvstændige erhvervs- og ejendomsadvokater, men de har nået deres mål på hver deres måde. Mens Steffen Ebdrup er partner i Danmarks største advokatfirma, Bech-Bruun, har Henrik Skaarup skabt det største enkeltmandsejede advokatfirma i Nordjylland. - Det er tanken om uafhængighed, der motiverer mig. Selvom jeg måske ikke gør det, er tanken om at kunne tage fri, når jeg vil, meget værdifuld, siger Henrik Skaarup. På trods af den store forskel mellem den landsdækkende og den lokale rolle, er lighederne mellem de to venner større end forskellene. - Fundamentalt er vi meget ens. Vi er lige tænksomme og lige store livsnydere. Vi er venner med vores laster, siger Henrik Skaarup. Livet nyder de for eksempel, når de sidder side om side på hver deres strandadresse og kigger ud over vandet i Løkken. Det er Henrik Skaarup, der har sørget for, at de nu er ejere af to badehuse side om side på Løkken strand. Et af deres fælles problemer, som Steffen Ebdrup betegner det, er, at de begge har tre børn og en kone. De er vokset op med hinandens familier. Barnedåber, konfirmationer og runde fødselsdage bliver fejret med hinanden. - Det giver en rigdom og en ballast at være vokset op med hinandens koner og børn, siger Henrik Skaarup. Det er tydeligt, at de også har blufærdigheden til fælles. Svarene kommer hurtigt og drilskt, når de svarer på hinandens vegne, mens deres tænksomme gen kommer til sin ret, når de skal svare for dem selv. Det er heller ikke deres skyld, hvis telefonlinien mellem Djursland og Nordjylland er glødende. Deres koner driller dem ofte med de lange pauser, der præger samtalerne. - Vi kender hinanden så godt, at vi ikke behøver sige så meget. Til gengæld er det rart at vide, at Henrik er der, hvis jeg en dag får brug for at sige en masse, siger Steffen Ebdrup. Når ordene kommer ud, er de til gengæld velvalgte, og der ligger ærlige tanker bag. - Overfor hinanden tør vi være ærlige om ikke kun vores mest perfekte præstationer, forklarer Henrik Skaarup. Som rådgivere forventes de at kunne give svar på folks spørgsmål, men ingen kilder kan nøjes med at øse ud af svarene, så de sørger for at få fyldt på ved hinanden. - Steffen har en bred berøringsflade, og hans meninger er præget af livsklogskab. Det gør ham til den perfekte sparringspartner både personligt og fagligt, siger Henrik Skaarup. Når det gælder fritiden, lever de to helt op til den klassiske forestilling om, at det ikke er det, som advokater bruger mest tid på. Men når det sker, griber Henrik Skaarup klarinetten og drager ud med sit band, Advokatens New Orleans Jazzband. - Klarinetten er et fantastisk instrument, der kan udtrykke alle følelser lige fra melankoli til glæde. Når jeg spiller, er det som en renselsesproces for mig, forklarer Henrik Skaarup. Steffen Ebdrup nøjes med at lytte til musikken, og i stedet er det et andet redskab, der fænger ham. Pennen. - Det giver en tilfredsstillelse at se sit eget produkt i avisen, men det er også selve legen med at skrive, jeg holder af, lyder det fra Steffen Ebdrup, der i flere år har været juridisk skribent for blandt andet Nordjyske Stiftstidende. Beslutter med følelser Sammen med sit jazzband har Henrik Skaarup i syv år været mere eller mindre fast inventar på Futten, når de har spillet for fulde huse. - Ja, af uransagelige årsager er de utrolig populære..., lyder det fra Steffen Ebdrup. Selv er han blevet præsenteret for stedet af hustruen, Marie Louise Ebdrup, der kommer fra Aalborg, og parret besøger det ofte, når de er på ferie i sommerhuset i Kettrup Bakker. - Vi har haft sommerhuset i mere end 25 år og tilbringer flere uger om året heroppe, så efterhånden føler vi os næsten som vendelboer, siger Steffen Ebdrup. Selvom de altid i spøg har sagt, at hvis ejerne ville forandre noget ved Futten, skulle de snakke med dem først, så var det alligevel en overraskelse, da de før jul blev tilbudt at købe stedet. Købet af Futten er ikke præget af fornuftige tanker og nødvendighed. Det er i stedet følelser, der fået dem til at træffe beslutningen. - Det er en beslutning, der er taget på baggrund af følelser og ikke fornuft. Det bliver et godt vedhæng til vores seriøse arbejde, siger Henrik Skaarup. Gæsterne skal nu ikke regne med at se de to nye ejere bag baren eller i køkkenet. Det overlader de i mere sikre hænder, og de vil begge fortsætte deres advokatvirksomheder, nøjagtig som de har gjort hidtil. De to tidligere ejere Søren Wagner og Morten Pedersen vil imidlertid fortsat ind i mellem komme og servere i Futten Med købet mødes Henrik Skaarups interesse for jazz-musikken med Steffen Ebdrups erfaring med ejendomsinvesteringer. For dem personligt handler købet dog også om glæden ved at eje noget tidløst. Futten er fredet, så det er en nem overtagelse, for de har ikke tænkt sig at ændre noget særligt. - Nej da, vi har netop en stor glæde ved at bevare det bestående, fastslår Henrik Skaarup.