Forskel mellem versioner af "Skudehandel"

Versionen fra 4. apr 2015, 00:37

I 1680 fik Blokhus ret til at handle med indført norsk tømmer og udføre korn mod at angive varerne for nærmeste toldsted. De måtte købe korn, rug og mel af landboerne til udførsel til Norge og indføre trælast, kalk og sten fra Norge.

Senere i 1687 blev det også tilladt at udføre brændevin, flæsk og kød, ost og smør. Fra Norge indførtes også tjære, potaske, egebark, jern, salt mv., som egentlig ikke var tilladte varer.

Fra Tversted til Slettestrand fortoldedes i 1669 65 skuder, der formodes at være norsk ejede. Fra 1680 indkøbte vendelboerne selv skuder, overvejende i Norge. Blokhus blev sammen med Løkken til betydelige handelspladser.

I Norge blev samtlige danske kystpladser kaldt ”Nordstrand”.

Fra 1826 blev der også optaget skudehandel til England, Hamburg, Antwerpen, Riga og Stettin, der fik stor betydning for vareomsætningen. Aalborgs købmandslav klagede i 1836 over toldbetjeningen af skudehandlen, da man mente at kun 1/10 af varerne blev toldbehandlet. Smugleriet blomstrede, og da Norge havde stort behov for proviant kunne alt afsættes.

Fra 1871, da jernbanen kom til Vendsyssel og stationsbyerne begyndte at vokse frem, aftog vestkystens skudehandel, og de norske småskuder ophørte med at sælge træ til Blokhus m.fl. Skudefarten ophørte i Blokhus i 1885.

I Blokhus by er Strandingskroen fra 1838-44 og kancelligården fra 1600-tallet bygningsfredet.