Lettiske flygtninge

Fra Wiki Blokhus
Version fra 24. apr 2015, 12:36 af Peter Wendelboe (diskussion | bidrag) Peter Wendelboe (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning
Mindestenen for de lettiske flygtninge. Plakat fra Pandrup Bibliotek, 10. marts 2014.
Bag Hune Kirke står en mindesøjle med teksten: "Her hviler 20 flygtninge, døde i Danmark 1945. Efter krigens gru omsider fred." Ved siden af markerer en lille gravsten, at her hviler Mara.,

Mindesøjlen og gravstenen minder om et grusomt kapitel i historien om Anden Verdenskrigs sidste måneder. 2.5 millioner mennesker flygtede under voldsomme strabadser i februar 1945 ud af Tyskland fra Danzig-området - blandt dem mange østeuropæiske statsborgere. 250.000 af dem kom til Danmark, og et par hundrede lettiske flygtninge kom under tysk bevogtning til Blokhus.

Mara døde under frygtelige omstændiger i Pirupshvarre i foråret 1945. Hun var datter af den unge lettiske kvinde, Velta, på 19 år, der var flygtet fra Stalins tropper. Velta var nylig blevet gift i Riga, men hendes unge ægtemand, der var gået ind i modstandsbevægelsen mod Stalins tropper, var pludselig forsvundet, som det jo kunne ske i det gamle Sovjetunionen, og Velta tog flugten den lange vej fra Riga til Danzig, der nu hedder Gdansk med sig nyfødte barn på armen.

7. februar 1945 befalede Hitler, at de 2.5 millioner flygtninge, der efterhånden havde samlet sig i Danzig-området, skulle bringes over Østersøen. Omkring 800 fartøjer - fra små fiske-både til store færger - deltog i aktionen. Mange skibe gik ned under overfarten, ramt af torpedoer fra russiske ubåde, og 30-40.000 flygtninge druknede i de iskolde bølger. Den største skibskatastrofe, der nogensinde er sket, var fragtskibet "Goya", der var på vej fra Hela til København med 6.000 flygtninge. Skibet brækkede over og stod i flammer. I løbet af få minutter sank det. Kun 180 af de 6.000 ombordværende blev reddet.

Velta og hendes datter slap fra rædslerne med livet i behold og nåede København, hvorfra hun og 1000-vis af medflygtninge med jernbanegodsvogne kom til Aalborg og derfra på åbne lastbiler til Blokhus en snekold februarnat i 1945.

Den gamle pavillon Bellevue var blevet taget af værnemagten, og hertil blev flygtningene ført af maskinpistolbevæbnede tyske soldater. I restaurationens store danselokale blev de tyske statsborgere skilt fra de lettiske. De tyske statsborgere fik lov at blive på Bellevue, hvor der var både varme og mad. Men de lettiske statsborgere blev i deres tynde klæder, der knapt kunne skabe værn mod frosten ført i gåsegang gennem de sneklædte klitter til det, der i dag er Københavnske Kommunelæreres Feriekoloni i Pirupshvarre.

Her levede de i tre måneder indtil befrielsen en kummerlig tilværelse med mangel på alt ... varme, lys, mad og varmt tøj. 20 af dem bukkede under fra de umenneskelige forhold. Her måtte Velta også efterlade sin 1½ år gamle datter. Hun ligger nu begravede på Hune Kirkegård sammen med 19 andre flygtninge.

Efter befrielsen var der 101 lettiske flygtninge tilbage i Pirupshvarre, heraf 23 børn. De kom til en flygtningelejr i Hasseris og blev senere spredt ud over hele verden. Lokalhistorikeren Peter Wendelboe har brugt mange år til at opsøge dem i USA, Canada og Australien, og har holdt adskillige foredrag om de lettiske flygtninge i Blokhus.