Is & Ost

Fra Wiki Blokhus
Version fra 24. mar 2021, 13:31 af Wendelboe (diskussion | bidrag) Wendelboe (diskussion | bidrag) (Oprettede siden med "Fil:Michael-Loenstrup-is-og-ost.jpg <font size=1> Michael Lønstrup åbnede sidste år en isbutik i Bingen. Det var meningen, at der også skulle sælges oste, men det...")

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

Michael-Loenstrup-is-og-ost.jpg

Michael Lønstrup åbnede sidste år en isbutik i Bingen. Det var meningen, at der også skulle sælges oste, men det satte myndighederne en stopper for. Til påske kommer den. Foto: © Peter Wendelboe.

Michael Lønstrup åbnede Is Kompagniets første butik i Løkken i 2013 og tilføjede 5 år senere, i 2018, endnu en butik på Torvet i Blokhus.

Sidste år åbnede han yderligere en butik i Bingen.

Det var meningen, at denne butik foruden Is Kompagniets specielle produkter også skulle sælge ost og andre kvalitetsfødevarer. Men det satte myndighederne en stopper for. Der var simpelthen ikke sanitetsfaciliteter nok i Bingen.

Det er der nu rådet bod på.

Til påske bliver sortimentet af butikker i Blokhus udvidet med en ostebutik, der også byder på kaffe, delikatesser og is.

"- Vi åbner lørdag 27. marts med et udvalg af mere end 100 forskellige oste, og vi vil også have oste-tapas med tilbehør som oliven og pesto," fortæller Michael Lønstrup, der driver forretningen sammen med sin kone Maria.

Der kommer forskellige delikatesser, og butikken får fremstillet sin egen særlige spegepølse, som Michaels far, slagtermester Henning Lønstrup, står bag.

Desuden bliver det muligt at købe en kop kaffe, espresso eller anden kaffe samt te, ligesom Is Kompagniets friske hjemmerørte is er blandt delikatesserne.

Forretningen "Ost & Is" bliver en helårsbutik, selv om der nok ikke vil være åbent alle hverdage i vintermånederne, og det bliver Michaels mor, Susanne, som kommer til at stå for butikken.

"- Vi synes, der manglede en rigtig ostebutik i Blokhus og en mulighed for at købe og tage en oste-tapas med ned til stranden, eller med hjem i sommerhuset. I forvejen får vi jo mælk til vores is fra Vrejlev Kloster via Ingstrup Mejeri, og nu udvider vi samarbejdet med til også at gælde deres oste, hvor mælken ligeledes kommer fra Vrejlev.

I 2011 var Michael Lønstrup i Italien for at arbejde i et rigtigt ismejeri ved Bologna, og han tager stadig hvert år til Italien for at lære mere om is.

Det er der, han har lært at lave is, og Italien er landet, hvor isen stammer fra, så det må være den rigtige måde at gøre det på, siger han.