Poul Plesners familie

Klitplantøren Poul Plesner er opvokset i Vrensted Præstegård.

(Kilde:  Vendsyssel Tidende 1971)

Klitplantør Poul Plesner, Hune klitplantage, er død i 1971, 68 aar gammel.

Poul Plesner, 1903-1971, Klitplantør i Hune

Meddelelsen om plantør Plesners død vakte sorg i vide kredse, for med ham er sjældne og værdifulde egenskaber borte.

Poul Plesner var en særpræget og markant personlighed præget af sin oprindelse i en gammel embedsmandsfamilie, hvor faderen var den 12. præst i lige linie. Slægten indvandrede i sin tid fra Midteuropa, og i dag træffes navnet Plesner over alt i Danmark

Poul Plesner var opvokset i Vrensted Præstegård, hvor hans far var præst. Poul Plesner blev født i Østbirk den 19.07.1903, men kom til Vrensted som 4 årig – da hans far fik stillingen som sognepræst dér (1907-1929).

Plesner var naturelsker og valgte en uddannelse ved forstvæsnet, hvortil han til sin død var knyttet. Han havde netop søgt og faaet sin afsked pr. 1. maj1972, men sygdom gjorde, at han maatte holde op med sit arbejde lidt før.

Efter uddannelsen ved forstvæsnet kom Poul Plesner som klitplantør til Læsø og i 1943 til Hune klitplantage. Hans glæde ved naturen blev tilgodeset i dette lidt barske, men storslaaede omraade, og han gjorde sig i sin gerning særlig bemærket gennem sit hensyn til bevarelsen af den landskabelige skønhed. Han var ubøjelig i sine principper, naar det gjaldt disse hensyn, og i fredningssager stod han stærkt fast ved sine ideer. I forbindelse med sin uddannelse var Poul Plesner sat grundigt ind i jagtlære, og han var paa egnen, som en jæger af den gamle skole, kendt for sin jagtetik og sin indstilling over for daarlige jægere og ikke mindst krybskytter. I Poul Plesner havde andre jægere en god læremester, og han var en mand, hvis raad jægerne hørte efter. Privat var Poul Plesner en lun fyr. Han kørte dagligt ned til købmand Nielsens eller Købmand Thellufsens bagbutik og købte en grapetonic – drak det halve og sagde: “Føj for satan!” derefter hældte han en “Kylling” (snaps) i flasken – tog en slurk og sagde: Aaaaahhhh. – Samme scenarie hver gang. Det var ikke kun lønnen, der var beskeden i hine tider. Det var også småt med bevillingerne til driften af plantagen, og der var slet ikke råd til indkøb og vedligeholdelse af redskaber og værktøj. I 1972 bestod “maskinparken” således ikke af andet end en trætrillebør, et par fældeøkser og lidt værktøj til planteskoledrift.

Poul Plesner gik ved ingen lejligheder på akkord, og han var en absolut modstander af alt, der havde mindste tanke af noget uærligt. Det var nok denne egenskab, der gjorde ham til en af de mest aktive modstandsfolk på egnen og senere førte ham i ind i hjemmeværnet. Her var han i mange år et ivrigt medlem i det lokale kompagni og i flere år kompagniets leder. Men Poul Plesner tragtede aldrig efter tillidsposter og ønskede i det hele taget så lidt opmærksomhed om sin person som muligt. Han udtrykte således kort før sin død ønske om, at hans nekrolog først måtte bringes efter bisættelsen, som fandt sted i dyb stilhed.

Poul Plesner var syg i den sidste periode, og hans arbejde blev i nogle måneder passet af skovfoged Leerskov i Tranum. Plesner søgte sin afsked til sommeren 1972, men døden indhentede ham inden da. Han døde i februar 1972.

Han havde meget dybe rødder i Vendsyssel, hvor han jo også fik sit virke gennem hele livet. Den sidste gang, han kørte forbi Hune Kirke, sagde han til familien: “Nu kan I godt snart betille en “et-værelses” derinde”. Men det endte med, at hans urne blev nedsat i hans forældres og søsters gravsted i Askov – efter hustruens ønske.

I de 30 aar som klitplantør i Hune havde Plesner mange medarbejdere, blandt hvem han var agtet og respekteret. Han viste forstaaelse for de ansattes forhold, men han ønskede altid klare linier, og for Plesner var et ord ikke noget, man kunne løbe fra.

Han og hans hustru, Claritta Plesner, der var Argentinsk født, men som ung pige kom i præstegaarden i Vrensted, havde ikke nogen stor omgangskreds, men de havde en vennekreds, der nærede den dybeste respekt og agtelse for ægteparret. Poul Plesner overleves for uden af hustruen af to sønner og en datter.

(Fra Povl Stevns:)

Povl Stevns der også er opvokset i VrenstedPræstegård og hvis far afløste Poul Plesners far som sognepræst i Vrensted tilføjer: Selv traf jeg ham kun få gange i fyrrerne, når han besøgte Stine og Harald Møller og i den forbindelse kikkede indenfor derhjemme.

Første gang, jeg traf ham, stak han hånden frem og sagde: “Goda´w præstens Povl”, hvorefter han fortsatte: “Du kan jo bare sige tak i lige måde”. 

Poul Plesner bar jo uniform, hvilket under krigen gav ham visse fordele, da nogle af de tyske soldater antog ham for at være tysk officer. Efter krigen forærede han mor et stykke stof fra et faldskærm, så han har da også haft kontakt med højtflyvende magter.