Egnssamlingen i Saltum
Egnssamlingens arbejdsområde er Hvetbo Herred, eller rettere sagt det der tidligere udgjorde Pandrup Kommune. Det er derfor naturligt, at Egnssamlingens logo er en gengivelse af Hvetbo Herreds segl fra 1584.
Egnssamlingens arkiv rummer arkivalier fra lokale virksomheder, fra det lokale foreningsliv og fra privatpersoner, der har været kendetegnende for egnen. Derudover rummer samlingerne museumsgenstande, som beskriver livet på egnen igennem det 19. og 20. århundrede. Mange af museumsgenstandene kan ses i de faste udstillingsområder og søges på Egnssamlingens hjemmeside [1].
Egnssamlingens start kan føres tilbage til 1971/1972, hvor lærer Jørgen Jørgensen påbegyndte en indsamling af gamle fotos, foreningsprotokoller, lydbåndsoptagelser m.m. I løbet af de følgende 40 år har dette initiativ udviklet sig til at blive et omfattende lokalhistorisk arkiv og museum dækkende Sydvestvendsyssel.
I bygningerne på Fårupvej 2a og 3 er der i årenes løb opbygget mange tematiske udstillinger og historiske tableauer til glæde for de mange turister og øvrige interesserede.
2a rummer en intakt landsbysmedje og udstillingslokaler med historiske tableauer - bl.a. købmandsbutik med baglokale, bondekøkken med bryggers og sy- og vævestue. Her er der hver tirsdag formiddag sommeren igennem aktiviteter for børn og voksne jfr. "Træfpunkt Blokhus"
Ud over udstillinger og aktiviteter opbygges og vedligeholdes et omfattende arkiv til glæde for slægtsforskere og andre, der er interesserede i egnens historie.