Revler

De fleste mennesker betragter revlerne som noget helt naturligt, hvad de også er. De har ligget der altid, og tilsyneladende er der tre revler ved alle strande - første, anden og tredie revle. Slet så simpelt er det ikke, men opfattelsen skyldes sikkert litteraturen og mediernes beretninger om strandede skibe.

Enhver kan se disse hvide sandvolde som lyse striber under havoverfladen. Er der en smule vind, brækker bølgerne over revlerne - specielt første og anden revle. Kun i hårdt vejr ses brænding over tredie revle.

Et naturligt spørgsmål er, hvordan revlerne er dannet og er der altid tre ?? Det sidste spørgsmål er lettest besvaret. Nej, der er ikke altid tre, ofte er der kun to og nogle steder slet ingen. Revledannelsen er udelukkende afhængig af vanddybden og bølgernes størrelse og ikke af afstanden fra kysten. Afstanden mellem revlerne og afstanden mellem kyst og yderste revle er afhængig af strandplanets hældning. Er hældningen kraftig, rykker revlerne tæt på kysten.

Når dybden er 0.8 gange bølgerne, vil bølgerne bryde. Den faldende vandmasse sætter grus, sand og sten i bevægelse, der opstår en fordybning i havbunden. Bag fordybningen aflejres materialet igen, og her dannes revlen (yderste revle). Efter brydningen ved yderste revle er der ofte tilstrækkeligt energi til at gendanne bølgerne (mindre bølger), der igen vil bryde, når vanddybden er passende, og en ny revle (indre revle) vil opstå på præcis samme måde som yderste revle.

Denne revledannelse er konstateret ved forsøg og ved iagttagelse i naturen. Samtidig konstateret den tidligere nævnte særlige dybde foran og bag en revle. Det såkaldte trug.

Revledannelse skyldes hovedsagelig efterårets og vinterens hårde storme med tilhørende høje stormbølger. Bølgegangen i sommermånederne er normalt helt anderledes og har ikke nogen revledannende effekt. Man kunne forvente, at sommerens normalt stilfærdige bølger ville jævne revlerne, men hertil er effekten for svag, så vi må trækkes med revlerne hele året.

Som nævnt kan et kraftigt stormvejr ændre på revlerne, deres profil og indbyrdes afstand. Hestehullerne kan lukke og nye åbne, men revlerne vil altid være der.

Yderste revle er i øvrigt meget konstant, fordi den kun påvirkes af de største bølger. De indre revler er mere mobile og udsat for flytninger (figur #7 under udarbejdelse).

---

Næst efter bølgerne er revlerne strandens mest fascinerende, udfordrende og farligste bekendtskab for kystlivredderen. Han ved, at specielt børnene betragter revlerne dels som mål for svømmeturen, dels som legeplads. Han ved også, at der er særlig dybt lige foran og lige bag ved revlen - en omstændighed, der skaber mange farlige situationer. Han ved også, at han skal passere revlerne, hvis han skal en smule til havs for at hente en surfer eller en madras - en passage, der er vanskelig og farlig og som ofte medfører en bordfyldt båd. Kystlivredderen ved også, at revlerne har hestehuller, og at disse huller må betragtes som strandens farligste element, specielt fordi de let kan flytte sig under en sommerstorm.

Ja, kystlivredderen må i det hele taget opbygge et særligt forhold til revlerne, der flere gange om dagen bringer ham i højeste alarm beredskab. Måske bliver han en tidlig morgen ganske forbløffet over at se et par lokale fiskerjoller styre lige igennem alle revler uden mindste slinger i valsen. Fiskerne har ganske enkelt benyttet sig af de dybe hestehuller ved passagen af revlerne. Kystlivredderen kan naturligvis gøre det samme, når han har lokaliseret alle hestehuller på sin strand.