Forskel mellem versioner af "Clemmi Falk"

Versionen fra 7. apr 2015, 23:49

Clemmi Falk Vej er opkaldt efter bissekræmmeren Clemen Nielsen Falk, der var tipoldefar til forfatteren Karl Hansen, som har beskrevet ham i sine bøger. (I Årsskriftet fra Egnssamlingen i Saltum fra 2015 hedder det ganske vist på side 60, at Clemmi Faklk var "oldefar" til Karl Hansen, men da han var født mere end 200 år før Karl Hansen, er der nok mere grund til at fæste lid til Karl Hansens egen historie om Clemmi Falk, hvor han benævner ham som sin "tipoldefar".

Det sker i kapitlet "Bissekræmmere i klitten" i erindingsbogen "Hvor kragerne vender" side 58-61, hvor Karl Hansen skriver:

"En efterårsaften sidst i 1700-tallet kom der en bissekræmmer med kramkisten på nakken vandrerne østfra bakkerne og stilede mod et bondehus på den åbne slette syd for Blokhusene. Det var et velvoksent karlfolk først i trediverne. Han hugede noget forover og satte de lange ben hårdt mod jorden og støttede sig til skovraft. Han var nok gået langt, vat træt og håbede nu på et snarligt logi for natten. Da han nåede ned til bondehuset på sletten, stod Kirsten og plukkede hø ud af snakken til hendes to køres aftenrøgt. Hun var ung endnu, Kirsten, var enke og havde været det, siden manden for et års tid siden satte lite til på havet.

Nu stod kræmmeren så ved høstakken hos Kirsten. Hun blev noget forskrækket, da det fremmede Karl folk pludselig dukkede frem i efterårs skumringen. Hun sagde ikke straks noget, da kræmmeren bad om logi for natten i hendes stald, men stod og pillede noget nogle hvasse høststrå af sit brystklæde og var ikke rigtig tryg ved det. Men manden kunne da ikke ligge ude, forstod hun nok.

- Du får vel så bliver her i nat, sagde hun.

Men Clemmen Falk, sådan hed kræmmeren, drog ikke af gårde dagen efter, men fik studen spændt for harven, for der var et par småagre, som endnu ikke var blevet efterårshandlet. Og inden året var omme, var kræmmeren gift med Kirsten, og de to blev ophavet til stor slægt. Men Kirsten Glarmester, tilnavnet havde hun fået efter farens profession, kom til at døje noget med manden, for han holdt tit på at farte rundt i egnen for at sælge plejlslagler, som han selv fremstillede.

Der var alle dage noget mystisk ved denne krammer, som pludselig er dukket frem i katten den efterårsaften. Og Mystiken havde god grobund, for kræmmeren ville aldrig ud med, hvor han havde hørt til og hvor han kom fra, hvilket selvsagt ikke formindskede mystiken."