Forskel mellem versioner af "Matheus Sørensen"

Versionen fra 24. sep 2016, 13:51

24. juli 1956 druknede fisker Mathæus Sørensen. Det var en tragisk ulykke, som viser, hvor lunefultd og farltig havet kan være. Det foregik i strålende solskinsvejr og med mange badegæster på stranden. Vinden var frisk fra sydøst og med dønninger fra vest fra en tidligere frisk vind til kuling.

Mathæus Sørensen, der aldrig tog nogen chancer og altid vidste, hvad han gjorde, ville afprøve en nyligt repareret 7 m robåd sammen med sine to sønner, Anders og Erik, på 20 og 26 år. Ingvald Hamre, en ung fisker på 16 år, fik lov til at komme med. Harald Klitgaard fortæller i sin bog "Fra istid til ispind", at han i dag er den sidste overlevende fra ulykken. Men det er ikke korrekt.

Erik Sørensen, der overlevede ulykken, fortæller 22. september 2016, 87 år gammel, om begivenheden til denne sides redaktør. Men det er ikke korrekt. Begge Mathæus Sørensens sønner Anders og Erik, overlevede ulykken. Anders Sørensen nu afgik ved døden i en høj alder, og Erik Sørensen lever stadig. Se foto til venstre af Erik Sørensen, der fortæller om ulykken til Wiki Blokhus' redaktør, Peter Wendelboe 22. september 2016!

Harald Klitgaard citerer Ingvald Hamre for følgende beskrivelse af ulykken:

"Turen går fint med sejlføringen ud over revlerne. Det er på turen tilbage, det går galt, at vi er kommet over anden revne. Da vi ikke kan bruge sejl, får vi ingen fart, fordi vinden er imod os. Vi skal lige over med brækket. Jeg står ved roret, som Erik så overtager, og jeg står bagi sammen med ham. Så siger Matthæus, at nu skal der roes. Men en robåd af den størrelse er ikke sådan at få igang, så vi får ikke fart nok. Herefter ser jeg, at der er en bølge, der tårner sig op, og jeg siger til Mathæus, at nu får vi vand! Bølgen er så stor, at den rejser bagenden op, så snuden går under vand og rammer bunden, hvorved båden vælter rundt.

Jeg blev ikke bange, for det var jo fint vejr. Men de tre andre kunne ikke svømme, og Mathæus havde altid troet, at han skulle dø på havet. Matthæus kommer ind under båden, der vender bunden i vejret, og sønnerne klamrer sig til kølen. Så kommer der en ny bølge, som vender båden. Matthæus kommer op. Jeg råber til ham, at han skal tage sine tunge søstøvler af. De gik ham helt op til skridtet. Men han var som lammet. Herefter vælter vi rundt igen, og han kommer op igen lige ved siden af mig, men jeg når ikke at få fat i ham, fordi der ingen, fordi der igen kommer en bølge, og så forsvinder han. De andre kravlede op. Men havde vi bare for fanden ikke været grebet af panik, så havde det bare været at lægge en hånd på lønningen, når båden kom rundt.

Vi var næsten inde på land. Jeg råbte til dem, at de skulle holde sig til båden, så ville jeg svømme ind efter min jolle, der lå i vandkanten. Da jeg kom hjem, var jeg så træt, der stod nogle badegæster, som ikke forstod en skid af, hvad der foregik derude. "Hjælp. Derude er en mand ved at drukne, råbte jeg, og forsøgte at trække min jolle ud. Men jeg var helt udmattet, de omkringstående havde så fået den ud, men den kæntrede båd var i mellemtiden skubbet så langt ind af bølgerne, at de havde fået fat i de to sønner."