Forskel mellem versioner af "Flora (Plantevækst)"

Vilde blomster i Rødhus Klit

Den hvide klit.

Denne naturtype dannes af sammenblæst sand fra forstranden. Det er næringsrigt, men kun få arter kan klare det flyvende sand og vinden/udtørringen. Typiske er :
Sand-hjælme Hjælmes latinske navn, Ammophila arenaria, betyder "sandelskeren". Dette græs er den bedste sandbinder, der findes. Derfor bliver den plantet i nydannede klitter og i vindbrud i gamle klitter for at dæmpe sandflugten. Hjælmes underjordiske dele kan blive op til 10 - 15 meter. Så de hvide klitter er gennemvævet af plantens skud og rødder.	Sand-hjælme. Foto: Anne Marie Steffensen, Rødhus
Klitrose Klittens oprindelige rose hos os. De meterlange rødder gør, at den kan klare de barske, tørre forhold i den hvide klit, og de tornede stængler gav god beskyttelse mod græssende får. Blomsterne er sart gulhvide og ses i begyndelsen af juni. Senere på sommeren bærer den sorte hyben, der giver en fin kryddersnaps. Hjælmes latinske navn, Ammophila arenaria, betyder "sandelskeren". Dette græs er den bedste sandbinder, der findes. Derfor bliver den plantet i nydannede klitter og i vindbrud i gamle klitter for at dæmpe sandflugten. Hjælmes underjordiske dele kan blive op til 10 - 15 meter. Så de hvide klitter er gennemvævet af plantens skud og rødder.	Klitrose. Foto: Anne Marie Steffensen, Rødhus
Rynket rose Egentlig Kamsjatka-rose. Den er indført/udplantet i klitområder, da dens enorme rodnet dæmper sandflugten. Den breder sig voldsomt på andre planters bekostning - og betegnes derfor som invasiv.	(Foto mangler)

2. Grønsværklit.

Denne naturtype ligger typisk bag den hvide klit, og den er kystlandets mest artsrige, da sandet endnu ikke er helt udvasket for næringsstoffer. Grønsværklitten vokser dog let til i høje græsser, hvis den ikke afgræsses af dyr eller ved høslæt. Derfor findes de fleste blomsterarter ofte langs veje og stier, hvor planterne holdes nede af slid eller kantslåning.

Almindelig mælkeurt

Almindelig mælkeurt. Foto: Anne Marie Steffensen, Rødhus

Nikkende Kobjælde [[Fil:AW_Nikkende_kobjaelde_w230.jpg|230px|thumb|right|Nikkende kobjælde. Foto: Anne Marie Steffensen, Rødhus]Planten er en af de sjældneste og kønneste arter i området. Nyd den, men pluk den ikke !

Kattefod. En sjælden set art, da den er ganske uanselig. Den findes på klippede vejkanter og gamle afgræssede marker.

Rødfrugtet sandmælkebøtte. En sjælden mælkebøtteart. Den kan let kendes på de murstenrøde frø, når de gule blomster er blevet til de hvide frøstande.

Læge-ærenpris. Læge-ærenpris var før i tiden en kendt lægeplante mod "alverdens sår og skab".

Gul snerre. Blomsten dufter fantastisk, og den kan bruges til kryddersnaps. I førkristen tid blev den lagt i barselssengen for at lette fødslen. Det blev anset som en hedensk skik, så i 753 nedlagde paven forbud mod denne brug af planten. Da skikken fortsatte, blev forbuddet hævet, og det blev så fortalt, at jomfru Maria havde brugt planten i krybben med jesusbarnet. Derfor hedder den ofte "Jomfru Marias sengehalm". Sådan kunne kirken tilpasse sig folkedybet.

Blåklokke. Blåklokke blomstrer samtidig med Gul snerre, og de klæder hinanden. Prøv at holde en Blåklokke tæt på en myretue og se, hvad der sker med farven (-noget med syre og base, hvis du husker din kemi-lærdom)

Blåmunke. Umiddelbart ligner den ikke Blåklokke, selv om de hører til samme familie. Hvis man ser godt efter, bemærker man, at det blå blomsterhoved er sammensat af over 75 "blåklokker" med fine smalle, blå kronblade. Blomsterne springer ikke ud samtidig, så derfor blomstrer Blåmunke længe.

Smalbladet timian. Denne lille, lavtvoksende urt finder i dag plads ved grusvejens rabat -både ved kanten og i midten. Hvis trafikkens slid ( og evt. klipning ) holder plantevæksten nede, har man denne fine krydderiplante ved vej og sti.

Almindelig røllike. En fin krydderurt, både som grønt drys på maden og til snaps. Planten har mange medicinske egenskaber, bl.a. sårhelende. Tidligere blev Røllike også brugt til at fremme kreaturernes sundhed.

Gederams. Denne smukke plante kommer altid, når der er letopløselig kvælstof til stede, f.eks. døde trærødder omsættes.

3. Klithede og hedemose.

Den mest udbredte naturtype i Rødhus Klit. Plantevæksten er tilpasset et lavt indhold af næringsstoffer, da regnen har fjernet det meste. Klitheden kendes på dværgbuskene - mest Hedelyng og Revling. I nutiden breder græsserne sig voldsomt, dels fordi kvælstof tilføres med regnen, dels fordi græsning er hørt op. I lave, fugtige områder findes hedemoser, hvor dræning (grøfter) ikke har fjernet den.

Klokkelyng. Denne dværgbusk gror i de fugtige lavninger i klitheden og de større, fugtige områder, hedemosen.

Mosebølle. Også denne dværgbusk gror i hedemosen. Den bliver ofte plukket for at være blåbær. Mosebøllens bær er hvide indeni til forskel fra blåbærrene. De smager heller ikke så godt, men de findes i Rødhus.

Mose-pors. (billede mangler) En god grund til at gå i hedemosen er denne plante - af nogle vurderet som den bedste snapse-urt. Nogle foretrækker snaps på blomsterne, andre foretrækker bladene (koglerne kan også anvendes).

Gråris. En lille pileart, der findes i klithedens fugtige lavninger. Dens hvide uld med frøene kan flyve langt omkring. Når den blomstrer (m."gæslinger") om foråret, begynder honningbiernes travle sæson. På Gråris kan man finde "Skagens rose". Det er en grøn, rosenlignende udvækst, der dannes, når galmyggen lægger æg i Grårisens bark.

Katteskæg. En af den næringsfattige sandjords specielle græsarter. Det er et sejt og stridt græs, der bedst kendes på akset. Når det krummes lidt, ligner det korte katteknurhår. Da græs til hø blev slået med le, sagde man : "... katteskæg og hård eng - der skal man kende en karl fra en dreng."

Bjergrørhvene. (tekst mangler)

Bølget bunke. (Tekst mangler)

Lav skorsoner. En typisk hedeplante, der blomstrer tidligt. Som mælkebøtten har Lav skorsoner hvid, klæbrig mælkesaft i blade og stængel. Alle andre gule kurveblomstplanter har ingen mælkesaft.

Tormentil Denne smukke blomst hører til rosen-familien. Til forskel fra andre roser har den kun 4 gule kronblade. De 4 kronblade er ellers forbeholdt Korsblomstfamilien, f.eks. Raps og Sennep. Tormentil vokser både tørt og fugtigt i heden og på ugødede vejkanter. Den (latin: potentilla erecta) kaldes også "rosenrod", fordi dens rodknolde giver snapsen en stærk orangerød farve - og en bitter smag. Hvis du graver rodknolde op, bør du efterlade nogle rodknolde i hullet, så planten ikke udryddes af snapse-elskere.

Torskemund. En smuk blomst med en opsvulmet læbe, der skal ligne en torskekæbe. Den er meget almindelig i Rødhus - både i vejkanter og på gamle marker.

Vandnavle. P.gr.a. dræning er der ikke mange, rigtig våde områder tilbage ud over grøfterne. Der kan dog findes pletter med f.eks. Vandnavle. Det er en uanselig plante med helt runde blade, hvor stænglen er fæstet midt i bladet ( i "navlen" ?). På billedet vokser planten sammen med tørvemos (sphagnum).

Plettet gøgeurt. Denne flotte plante er ret udbredt i Rødhus, men er ikke almindelig i Danmark i øvrigt. Den vokser i fugtige enge og hedemoser. Hvor hedemosen er gennemgravet af drængrøfter er denne gøgeurt "kravlet" ned i grøften. Det ser vi ofte i vejgrøfterne. Planten er meget variabel i udseende og kan bedst kendes fra andre orkide-arter på, at den først blomstrer midt i juli. Som alle orkide-arter er den fredet, så pluk den ikke.

Bakkegøgelilje. Trods navnet hører den til orkidefamilien. Den dufter fantastisk - især om aftenen - for at tiltrække natsværmere. Disse kan med deres lange snabel nå ned til honningen i blomstens lange snabel. Til gengæld for honning får natsværmeren klistret blomstens støvkøller på øjnene. Ved besøg i næste blomst sættes støvkøllerne på støvfanget, når natsværmerne presser hovedet ned, så snabelen kan nå mere honning.